Jesper Wung-Sung – tirsdag den 10. april 2018

Kære alle medlemmer af Det kvindelige Litteraturselskab

Tirsdag d. 10. april får vi besøg af Jesper Wung Sung

Jesper Wung-Sung (født 1971 i Marstal) er kendt og elsket af enhver børne- og skolebibliotekar – og af lærere og elever, og han har skrevet et hav af bøger siden sin debut i 1998 med novellesamlingen To ryk og en aflevering, som han modtog Bogforums debutantpris for.

Med sin nye biografiske roman ”En anden gren” er Jesper Wung-Sung strøget direkte ind på alle bestsellere i Danmark, har scoret et hav af hjerter og stjerner i alle anmeldelser og er bl.a. allerede nu indstillet til DR-romanprisen og Marthaprisen 2018. I kan glæde jer til denne aften.

Forlaget skriver:

Jesper Wung Sung skriver her for første gang om sine oldeforældre i romanform. En anden gren er en kærlighedshistorie, en fortælling om at brænde sine broer og følge et andet menneske, en anden vej.

I 1902 åbner Tivoli dørene for en eksotisk og spektakulær udstilling. Blandt parkens forlystelser kan man opleve ægte kinesere. De er kommet direkte fra Canton, Shanghai og Hong Kong. Man kan se dem arbejde, tilberede mad og underholde, og i programmet står der, at det er ”aldeles forbausende og grænser til det utrolige, hvad en Kineser kan udholde af legemlige Pinsler”.

Blandt kineserne er San Wung Sung. Blandt gæsterne Ingeborg Danielsen. San og Ingeborg vækker skandale. Kvinder, der omgås kinesere, er halvkvinder. Det kan Ingeborg læse i avisen, det får hun at vide af sine nærmeste. Men Ingeborg er Ingeborg, og det er på grænsen til det utrolige, hvad hun kan udholde for den mand, hun har forelsket sig i, ordløst og intenst.

Du kan læse mere om Jesper Wung-Sung her.

Vel mødt

På styregruppens vegne

Helle Nancke

 

Køb billet

Kun for medlemmer af Det Kvindelige Litteraturselskab.

Billetsalget åbner 9. marts kl. 15.

https://place2book.com/da/choose_ticket_sales_workflow?seccode=25c37f4403

Du får en kode til køb i nyhedsbrevet.

 

Udgivet i Afholdte arrangementer. Bogmœrk linket.

Der er lukket for kommentarer.